Så var det alligevel en 3-sæts perforator!
Her går jeg, og tror, at jeg er en af dem der lige med det samme, når man får nyt perfinmateriale i hænde, begynder at sorterer, at dele det op i perfinnumre, Afanumre, derefter ind på plads de rigtige steder, færdig med det, – troede jeg, – og så dukker der minsandten en pose op under oprydning i fjernlageret, – nu her fredag den 1. november, – en pose fyldt med perforerede frimærker, og andet godt, — en forlængst glemt pose af anseelig størrelse, – aldrig før sorteret – en pose der har ligget og sovet Tornerosesøvn i en papkasse i over 30 år. Tænk bare: Over 30 år.
Lørdag den 2. november, – ud på skrivebordet med hele molevitten, og så ellers i gang med sorteringen af indholdet i posen, – spændt på hvad der ville dukke op!
Nåede desværre ikke, at sortere hele indholdet denne dag. der var jo også mange andre gøremål. Nå, men der er jo også en søndag i morgen!
Søndag morgen 3. november, klokken er 05:30. I gang med sorteringen af indholdet i posen, – ti minutters sortering foregået – er stoppet grundet et fund af et brevafklip, – et rigtigt godt fund endda, – en 3 stribe påsat tre stk. Afanumre: Afa-Nr. 246, 5 øre vinrød 1938 bølgelinje stålstik perforeret med perfinbilleder DDR, perfinnummer D 20, tilhørende Dansk Dampskibsrederiforening afstemplet den 23. maj 1950, med Tekst- maskinstempel: Hurtigst som luftpostpakke Nr. 156, 1950-5. Kbh. K.
Tre gange hurra for det for der har mildest talt været mange spekulationer, gætterier, skriverier og skrevne artikler hen ad vejen om hvad det dog var for en type perforator der har været brugt i virksomheden Dansk Dampskibsrederiforening igennem årene, – om det har været en: 1 sæts, en 2 sæts, en 3 sæts, – ja, endog, om det har været en 5 sæts perforator der har været brugt til at perforere dets frimærker etc. med!
Nu skal man jo passe gevaldigt på i den perfine verden ikke at være alt for skråsikker med konklusionerne, altså den endelige konklusion, – eksempelvis, om det er, en 3 sæts perforator virksomheden Dansk Dampskibsrederiforening har brugt i deres regi (der kan jo dukke andet op der modbeviser dette), men indtil da til andet foreligger er undertegnede overbevist om, at det er en 3 sæts perforator, der her er tale om.
Forsendelsen!
Til hvem, og til hvilken adresse forsendelsen er sendt kan man jo kun gisne om, men ser man på den påsatte porto de 15 øre, denne udgør, så må den være sendt lokalt i København.
Takst: Lokalporto for forsendelse af breve var i perioden: 1.7.1946 – 1.7. 1952, i 1. Vægtklasse 0-50 gr: 15 øre.
Kilder:
Afanumre: Danmarks Frimærkekatalog 2023.
Dansk Posthistorisk Håndbog / Posthistorie og Takster. v/ Jan Bendix.
Jeg har ikke haft det helt store mod på at vaske 3-striben af brevklippet, så i må nøjes med at beskue dette som det tager sig ud her, – belyst nedefra.
Her til sidst!
Der har været skrevet tre artikler herom og vi lægger ud med det første link hertil:
Artikel af 23. juni 2022
Jan Krolak den 4. november 2024
God fornøjelse.